At the end of the road..

Great Falls, Montana – Glacier National Park, Montana – Troy, Montana – Idaho – Winthroph, Washington – Vancouver, British Columbia, Canada.

Søndag d. 29.08 – tirsdag d. 31.08

Snevejr i august..
Vi vågnede til et voldsomt regnvejr og pakkede skyndsomt sammen. Morgenmaden bestod i første omgang af en kop dårlig kaffe og en håndfuld M&M’s. På vej mod Glacier National Park blev regnen pludselig til slud og da vi nåede op i højderne til sne. SNE! I august. Så har man også oplevet det med.

Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning..
(Ps. Læg mærke til datoen og tidspunket!)

Grunden til at vi kørte til Glacier var, at vi ville køre af en vej kaldet ”Going-to-the-Sun Road”, der efter sigende skulle være en af verdens smukkeste vejstrækninger. Desværre var vejret ikke med os: Bjergtoppene var indhyllet i tykke skyer, regnen stod ned og man kunne knap nok se en hånd for sig. Tågen lettede dog en smule og regnen tog lidt af, så vi besluttede at gå en tur for at se på et par vandfald og få lidt frisk luft. Vandfaldene var flotte, men ikke flottere end noget vi tidligere har set – man bliver lidt forvent på sådan en rejse. Vi krydsede toppen (der er et såkaldt continental divide) i snevejr og fortsatte vestover i lidt bedre vejr.

Toppen af Logan Pass, hvor de kontinentalplader, der har skabt Nordamerika, mødes.

Vi fik en kop kaffe, endnu engang ikke ligefrem kvalitetskaffe, og fortsatte af US Highway 2 i vestlig retning. En smuk vej med træklædte bjerge på begge sider af vejen, der løb langs floden. Vi besluttede at forsøge at finde et sted ved flodbredden, hvor vi kunne slå lejr for natten. Utroligt nok fandt vi det perfekte sted i første forsøg: en lille bålplads knap 10 meter fra flodbredden. Vi pakkede bilen om og flyttede madvarerne over i køleboksen og i min grønne taske, så det var klar til at blive hejst op i træet for natten. Bjørnesikret madopbevaring.
Aftensmaden bestod af Chili con carne med ris og en ordentlig røvfuld bajere i lejrbålets skær.

Vores perfekte lejrplads. Læg mærke til at mad og andre duftende varer (incl. det tøj vi havde på under madlavning) hænger i træet.

Vi sov længe og startede dagen med en dukkert i floden efterfulgt af en kop espresso og varm havregrød før vi pakkede lejren sammen og fortsatte videre vestover. Sidst på formiddagen krydsede vi grænsen til Idaho, hvor vi kun befandt os i ganske kort tid (hvis I ser på et kort, så sniger Idaho sig lige ind mellem Washington og Montana ved den canadiske grænse), og spiste frokost på en (efter amerikanske standarder) ganske sund fast-food bar, hvor bloggen lige blev opdateret.

Ét styks frisk fyr får en morgendukkert i floden..

Eftermiddagens stop var ved Coulee Dam, Nordamerikas største dæmning, der er knap en mil lang (1.550 m), vejer 22 mio. ton og producerer alt den strøm, der bruges i Seattle og Portland. Desværre kunne vi ikke komme ud at gå på den, så vi måtte nøjes med at betragte den på afstand.

Coulee Dam

Lokal cuisine..
Ved 8-tiden stoppede vi i en lille by på grænsen til Cascade Mountains i det midtvestlige Washington for at få aftensmad. Vi fandt et sted, som hverken Jeppe eller jeg troede fandtes: en lille, lokal Bar-B-Q restaurant, drevet af 3 generationer af en familie i deres eget hjem. Vi fik en kæmpe portion ægte Bar-B-Q: spareribs, grillet kylling og mini-ribs med coleslaw og majskobler on-the-side. Bedstefar bestyrede grillen selvom han var på krykker, mens hans kone lavede coleslaw, hans datter servede og det ældste barnebarn gik til hånde i baren, mens det mindste barnebarn, en pige på 8-9 år, bare tullede lidt rundt. Det var et ret så fantastisk sted, og det mest fantastiske var at det ikke engang kostede100 kr. pr. mand, incl. 2 kvalitetsøl og drikkepenge. Vi sagde tak til familien og fortsatte videre vestpå efter en advarsel om at køre forsigtigt for ikke at køre nogle dyr ned, for ifølge familien var ”a deers list of things to-do” følgende:

1. Run out in front of a car.
2. Commit suicide.
3. Get killed.

Kort sagt: der var adskillige muligheder for at se road-kill på vej over bjergene. Vi ville egentlig have kørt et par timer, men vi havde ikke så meget benzin tilbage, og alle tankstationerne på ruten var lukkede, så vi lagde os til at sove på en parkeringsplads ved et udsigtspunkt på toppen af bjerget. Tirsdag morgen havde vi sat uret til kl. 6 og vågnede til regnvejr og temperaturer tæt på frysepunktet. Der lå sne på bjergtoppene i baggrunden. Turen henover Cascades Mountains var bestemt smuk, men regnen og tågen tog lige toppen af fornøjelsen. Vi passerede dog en meget smuk gletchersø, hvis vand var fuldstændig turkisblåt.

Diablo Lake. En meget, meget turkisblå sø. Desværre var vejret dårligt..

De sidste 150 km mod Vancouver foregik i et regnvejr jeg sjældent har set mage til (har dog hørt at Lyngbyvej nær var skyllet væk for et par uger siden). Vi fik 50 mm på 6 timer, så der var også knald på her. Ved middagstid passerede vi grænsen og var endnu engang tilbage i Canada, og en halv time senere rullede vi ind på University Endowment Lands, UBCs område, slut på ét kapitel, men klar til et andet..

Og det var så det..
I alt har vores roadtrip strukket sig over 3 uger og 6.250 km. Fra Vancouver i nord til Las Vegas i syd, fra Oregon i vest til Yellowstone i øst. Vi har i kronologisk rækkefølge besøgt følgende stater: British Columbia, Washington, Oregon, Californien, Nevada, Arizona, Utah, Idaho, Montana og Wyoming, nogle af dem endda over flere gange.

Vi har sunget med på dårlig country musik, snakket med så forskellige amerikanere som hippierne i Arcata, republikanske jægere i Sequoia National Forest, spillegale turister i Las Vegas, mormoner i Salk Lake City, farmere i Montana og en fuldstændig sindssyg, men dog vidende, Vietnamveteran og bjørnekender i West Yellowstone.

Vi har oplevet, på både godt og ondt, hvor stort, mangfoldigt og smukt, men også selvcentreret et land USA er. Patriotisme tages alvorligt, i hvert fald i den vestlige og nordlige del af landet, og oplevelserne her har været meget anderledes end de jeg havde da jeg rejste rundt i den nordøstlige del af landet for et års tid siden.
Et road trip er uden sammenligning en af de bedste, smukkeste og sjoveste måder, at opleve et land som USA. Man kommer i tæt kontakt med både naturen, dyrene og menneskene, ser afkroge af landet man aldrig ville få at se, hvis man bare fløj til en af storbyerne og snakker med folk man aldrig ville møde, hvis man bare bevægede sig ad alfarvej.

USA har sine problemer: fattigdom, ulighed, racisme, miljø etc., det skal der ikke herske tvivl om. Men til trods for de adskillige advarsler jeg modtog om ikke at sove i bilen, ikke at besøge visse område af visse byer osv., må jeg konstatere, at enten har jeg været ufattelig heldig eller også er snakken overdrevet. Vi er blevet mødt af gæstfrie og hjælpsomme mennesker og har ikke været ude for én eneste ubehagelig eller utryg situation. Det farligste på turen har faktisk været faren for trafikulykker og risikoen for at få besøg af en bjørn i løbet af natten. Og i de tilfælde er det sgu ligeså farligt at tage til Norge. Road trippet er slut – i hvert fald i denne omgang – og nu skal Jeppe og jeg så til noget helt andet, nemlig at starte en hverdag som universitetsstuderende på en af de smukkest beliggende campusser i verden, UBC. Men bare rolig – I skal nok få nys om hvordan det kommer til at gå.

Simon