torsdag den 16. september 2010

Rush-week og første skoledag..

Vancouver, B. C.

Sep. 4th - Sep. 12th.

Fraternities, Sororities and beer-pong..
Intet nyt er godt nyt, er det ikke sådan det er?
Jeg har ikke skrevet i lang tid, men jeg har haft så travlt med at opleve ting jeg kunne skrive hjem om, at der ikke har været tid til at beskrive det hele.
Anyways, livet her på UBC er lidt ligesom at være statist (og nogle gange skuespiller) i en American Pie film.
Der er de sædvanlige grupper man løber ind i: Football-spillerne, cheerleaderne, Emoerne, hippierne osv.. You get the point.
Dagen før undervisningen begyndte var "Imagine Day at UBC". Langs en allé på campus havde alskens foreninger taget opstilling med små boder, hvor de forsøgte at rekruttere nye medlemmer (ja, der er både en debat forening, en comic-book club og religiøse sekt-lignende foreninger). Jeg meldte mig ind i Ski- og board klubben og i de geografistuderendes forening.

Imagine Day

Den første uge har også budt på "Rush Week", hvor nye studerende skal vælge hvilken fraternity (eller sorority) de ønsker at være medlem af. Jeg er selvfølgelig for cool til at være med i den slags - til gengæld vil jeg gerne med til festerne.
Uden at gå i detaljer kan jeg berette at: Ja, de spiller beer-pong. Ja, fraternities er drengerøvsklubber. Ja, festerne involverer nøgenskab og stå-på-hovedet-og-drik-øl. Ja, de har rent faktisk åndssvage latinske navne man ikke kan huske.
Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg har været til et frat-party!

Too cool for school.. Okay, indrømmet. Jeg har også været i skole. De første par uger har bekræftet følgende teorier:
1. De benytter rent faktisk multiple choice quizzer i deres undervisning.
2. Der er noget der hedder en midterm eksamen ... ?!
3. Man får en procentdel af sin karakter for at være tilstede..
.. this will be different.. But different can be good.. I guess..

Anyways. Det er fint at prøve en ny form for undervisning. I øvrigt er det meste af min tid her de første par uger gået med at finde rundt på campus. Der er meget, meget stort, og ikke altid lige nemt at finde rundt på.
Jeg har fem fag herovre, hvilket betyder mange undervisningstimer (ca. 3 gange så mange som i DK), og meget vandren rundt på campus.
Til jer der ikke ved det kan jeg fortælle at jeg har to geografifag, et statskundsskabsfag og et sociologifag - og spansk!
De fleste fag skal jeg nok klare, men at lære et fremmedsprog på et fremmedsprog har vist sig at være lidt af en udfordring..
Så meget desto større grund til at se frem til weekenderne..Endnu et BBQ-arrangement. Denne gang arrangeret af de geografistuderendes forening.



Fredag aften i den første uge bød på to events som de færreste studerende på UBC ønsker at misse: "Welcome back BBQ" og "UBC Ski/Board intro party".
BBQ-festen var lidt festival agtig. Et liveband, en masse mennesker og øl og burgere købt med kuponer. Fedt, men ikke uundværligt.

Welcome back BBQ!

Skifesten er derimod noget at skrive hjem om:
Vi blev hentet i partybusser og kørt til at club downtown, hvor vi fik fri adgang, 2 gratis drinks og mulighed for at købe billige øl.. Blev man træt af at feste var der mulighed for at få frisklavet sushi mens man slappede af i loungen på første sal. Sushien var selvfølgelig frisklavet af en japansk champ..
Klokken 2 blev vi kørt tilbage til UBC i partybusserne. Sådan!

En lille, international forsamling..
Jeg har vist også glemt at berette om mine roomies og mine nye venner.
Jeg bor sammen med 5 drenge i en lille, fælles, kollegieagtig lejlighed i et stort lejlighedskompleks (på 17. sal ud af 17 mulige!).
Ian fra Canada, Gunjan fra Malaysia, Bryce fra Canada, Manuel fra Schweiz og Jayant fra Indien og Simon fra Danmark udgør den lille, internationale forsamling. Det er nogle gode gutter og jeg ser frem til at få et par gode måneder med dem..
Ellers har jeg mest hængt ud med et par engelske piger, nogle irske og tyske drenge og drengene fra fodboldholdet (der næsten alle er canadiske).
Gunjan, Ian og Manuel slapper af i lejligheden..

Det er min intention at skrive lidt oftere, men ofte blir man fanget i hverdagens centrifuge og så ryger det i vasken sammen med alle de andre ting man skulle have nået. Men, men, men.. More to come.. Soon.. Stay tuned..

Simon


lørdag den 4. september 2010

Begyndelsen på noget stort..

Vancouver, B.C

August 31st - September 4th

Eftersom min kommunikation i hverdagen mest af alt foregår på engelsk i disse dage burde denne blog vel egentlig også foregå på engelsk. Omvendt er det jo mit eneste link til jer derhjemme, så måske er det meget godt at holde sig til dansk så alle kan være med.. :)

Som at være tilbage i gymnasiet..
Sådan kan den første uges tid her på University of British Columbia, eller UBC i daglig tale, bedst beskrives. Der føres en del mere kontrol med de studerende her, end man har for vane i DK. Jeg gad nok se den forelæser, der ville gennemføre ugentlig multiple-choice-quizzer eller midterm exams på KU. Der ville udbryde et ramaskrig af den anden verden.
Nå, men bortset fra de mindre kulturelle sammenstød har den første uge været virkelig god og virkelig hård - og så har den involveret alkoholmængder, der forhåbentlig blir mindre som semesteret skrider frem.

En tom lejlighed..
Jeppe og jeg ankom allerede tirsdag d. 31. august, hvor de fleste studerende endnu ikke var kommet tilbage fra sommerferie.
Regnen væltede ned (som beskrevet i et tidligere indlæg) og vi havde egentlig ikke forventet det store af dagen. Det viste sig dog at begge vores værelser stod klar til indflytning, så uden de store problemer tjekkede vi begge ind i:
Walter H. Gage, East Tower. Jeppe på 12. sal og mig på 17.
Øverste etage med udsigt over vandet. Ikke ringe.
Her er lidt billeder af lejligheden og udsigten - ikke så ringe..

Mit lille kammer


Ud mod gangen og fællesarealet


.. og nu til det bedste ved det hele: UDSIGTEN FRA MIT VÆRELSE!

Nå, men efter at ha pakket lidt ud, fjernet diverse overflødige genstande fra bilen og konstateret at der absolut intet var i køkkenskabene i vores respektive lejligheder drog vi på indkøb.
I et walmartlignende megamarked fik vi stillet de værste behov, og samtidig købt mad nok til at mætte et regiment soldater i et par uger..
Efter et udsøgt måltid mad, halvt lavet på trangia, halvt på kogeplader, gik vi udmattede i seng til den første nat i vores nye hjem.

Onsdagen (1. sep.) gik med at få styr på praktiske ting. Vi fik vasket tøj, jeg fik forhørt mig lidt om fodboldforholdene, jeg var til den første rundvisning på campus og Jeppe var i lufthavnen og hente Knudsen (eller Mads, som han jo egentlig også hedder, den sidst ankomne geo-dreng).
Så vidt jeg husker gik aftenen op i god mad, rødvin og røverhistorier...

.. og sådan ser det ud, når solen går ned..


GALA-introduction..
Fra torsdag til lørdag var der GALA-velkomst for de nye internationale studerende. I al sin enkelhed går konceptet ud på at man skal høre en helvedes masse røvsyge informationer og forhåbentlig få bare en lille smule socialt udbytte også.
Jeg fandt hurtigt ud af, at informationssessionerne var til at overskue at pjække fra, specielt når de indebar information som enhver 6. klasses elev ville have læst sig frem til, ud fra den enorme bunke af mails jeg har modtaget i UBC-regi de seneste uger. Man bliver taget i hånden herovre, så har jeg ikke sagt for meget...

Anyways, det sociale element var nu meget hyggeligt. Jeg kom i gruppe med to piger fra Irland, to fra Holland, et par asiater og en helvedes masse drenge fra Mexico.

Nogle af dem fra min GALA-gruppe..
(Behøver jeg bemærke at folk er ret små herovre, eller gir det sig selv når jeg er den højeste på billedet?)


Vi var på studenterbaren "The Pit" både torsdag og fredag aften. Et sted jeg har en fornemmelse af jeg kommer til at smide en del penge efter.

Try-outs for the Thunderbirds..!
Jeg har ikke været så præcis i min kronologi denne gang, så jeg må lige vende tilbage til torsdag igen, for der skete nemlig noget fedt. Jeg var til min første fodboldtræning med reserveholdet!
Jeg havde opsøgt træneren for Varsity-holdet (dvs. UBC's skolefodboldhold) - The Thunderbirds hedder de - for at komme til at spille lidt bold. Try-outs for denne sæson var afsluttet, men hvis jeg mente at jeg "got game" - og det mente jeg - så kunne jeg træne med sammen med andetholdet og se hvordan det ville gå. Som sagt, så gjort. Torsdag aften var jeg til min første træning med Thunderbirds reserve, der i øvrigt træner sammen med reserverne for ligaholdet Westside FC, så det er en blandet landhandel. Niveauet var nogenlunde som på 2. holdet i KFUM, så det gik fint med at følge med.
Efter aftale med 1. og 2. holds trænerne fik jeg 2-3 træninger til at bevise mit niveau, og så ville de beslutte hvilket hold jeg skulle på - eller om jeg slet ikke skulle på noget hold.
(Eftersom dette bliver skrevet ret forsinket, kan jeg tage toppen af spændingen ved at sige at jeg klarede mig fint og nu er en del af B-truppen herovre - fint med mig)..

How not to start your day..
Fredag aften var vi som sagt ude igen, og klokken var vel 2-3 stykker før jeg krøb til køjs. Det næste der skete vil jeg beskrive på engelsk, for det var sådan jeg beskrev det for mine nye medstuderende og værelseskammerater:
This morning, I woke up when a police officer knocked on my door - several times. I was hungover and understood nothing. Apparently, my car was illegaly parked, and as an extra bonus, the officer thought I was mentally ill and wanted to kill myself. I had that impression due to a note on my dashboard with a list of things to do; committing suicide being one of them, getting hit by a car another.
"No, sir. I'm just hungover, I don't want to kill myself", I said.
Problem was, the list was for deers, you know the stupid Bambi-like animals that are constantly run over when they try to cross the road. A friend had made it as a joke. (I husker måske listen jeg postede i sidste blog, ellers så genlæs den..)
I knew that, the officer didn't, so I had to follow him to the car. (Picture this: Me, being led to the elevator by a police officer with a hand on my shoulder. I'm looking far-from-good and I'm very confused. When various students enter the elevator on the way down, the silence is deafening.)
Finally we reached the car, where it took me several minutes to explain, in front of quite a big crowd (it was moving-in-day at the university, so the lobby and parking space was full of students) that the note on my dashboard was a joke and that I was mentally okay.
He wasn't convinced, and kept asking me whether I really was okay, and didn't suffer from any forms of depression.
I said: "No Sir, I'm feeling absolutely fine, except for my headache".
After a few more minutes of interrogation ("Are you feeling depressed?", "Have you hurt yourself lately?" etc.. No, no, no and no..), he let me go, while the crowd that had gathered, just stood there, looking at the absurd scene taking place.
"Well, nice meeting you all. I'm gonna go back to bed to sleep it off".
So much for a good first impression..

Simon

onsdag den 1. september 2010

At the end of the road..

Great Falls, Montana – Glacier National Park, Montana – Troy, Montana – Idaho – Winthroph, Washington – Vancouver, British Columbia, Canada.

Søndag d. 29.08 – tirsdag d. 31.08


Snevejr i august..

Vi vågnede til et voldsomt regnvejr og pakkede skyndsomt sammen. Morgenmaden bestod i første omgang af en kop dårlig kaffe og en håndfuld M&M’s. På vej mod Glacier National Park blev regnen pludselig til slud og da vi nåede op i højderne til sne. SNE! I august. Så har man også oplevet det med.

Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning..
(Ps. Læg mærke til datoen og tidspunket!)


Grunden til at vi kørte til Glacier var, at vi ville køre af en vej kaldet ”Going-to-the-Sun Road”, der efter sigende skulle være en af verdens smukkeste vejstrækninger. Desværre var vejret ikke med os: Bjergtoppene var indhyllet i tykke skyer, regnen stod ned og man kunne knap nok se en hånd for sig. Tågen lettede dog en smule og regnen tog lidt af, så vi besluttede at gå en tur for at se på et par vandfald og få lidt frisk luft. Vandfaldene var flotte, men ikke flottere end noget vi tidligere har set – man bliver lidt forvent på sådan en rejse. Vi krydsede toppen (der er et såkaldt continental divide) i snevejr og fortsatte vestover i lidt bedre vejr.

Toppen af Logan Pass, hvor de kontinentalplader, der har skabt Nordamerika, mødes.

Vi fik en kop kaffe, endnu engang ikke ligefrem kvalitetskaffe, og fortsatte af US Highway 2 i vestlig retning. En smuk vej med træklædte bjerge på begge sider af vejen, der løb langs floden. Vi besluttede at forsøge at finde et sted ved flodbredden, hvor vi kunne slå lejr for natten. Utroligt nok fandt vi det perfekte sted i første forsøg: en lille bålplads knap 10 meter fra flodbredden. Vi pakkede bilen om og flyttede madvarerne over i køleboksen og i min grønne taske, så det var klar til at blive hejst op i træet for natten. Bjørnesikret madopbevaring.
Aftensmaden bestod af Chili con carne med ris og en ordentlig røvfuld bajere i lejrbålets skær.

Vores perfekte lejrplads. Læg mærke til at mad og andre duftende varer (incl. det tøj vi havde på under madlavning) hænger i træet.

Vi sov længe og startede dagen med en dukkert i floden efterfulgt af en kop espresso og varm havregrød før vi pakkede lejren sammen og fortsatte videre vestover. Sidst på formiddagen krydsede vi grænsen til Idaho, hvor vi kun befandt os i ganske kort tid (hvis I ser på et kort, så sniger Idaho sig lige ind mellem Washington og Montana ved den canadiske grænse), og spiste frokost på en (efter amerikanske standarder) ganske sund fast-food bar, hvor bloggen lige blev opdateret.

Ét styks frisk fyr får en morgendukkert i floden..

Eftermiddagens stop var ved Coulee Dam, Nordamerikas største dæmning, der er knap en mil lang (1.550 m), vejer 22 mio. ton og producerer alt den strøm, der bruges i Seattle og Portland. Desværre kunne vi ikke komme ud at gå på den, så vi måtte nøjes med at betragte den på afstand.

Coulee Dam


Lokal cuisine..
Ved 8-tiden stoppede vi i en lille by på grænsen til Cascade Mountains i det midtvestlige Washington for at få aftensmad. Vi fandt et sted, som hverken Jeppe eller jeg troede fandtes: en lille, lokal Bar-B-Q restaurant, drevet af 3 generationer af en familie i deres eget hjem. Vi fik en kæmpe portion ægte Bar-B-Q: spareribs, grillet kylling og mini-ribs med coleslaw og majskobler on-the-side. Bedstefar bestyrede grillen selvom han var på krykker, mens hans kone lavede coleslaw, hans datter servede og det ældste barnebarn gik til hånde i baren, mens det mindste barnebarn, en pige på 8-9 år, bare tullede lidt rundt. Det var et ret så fantastisk sted, og det mest fantastiske var at det ikke engang kostede100 kr. pr. mand, incl. 2 kvalitetsøl og drikkepenge. Vi sagde tak til familien og fortsatte videre vestpå efter en advarsel om at køre forsigtigt for ikke at køre nogle dyr ned, for ifølge familien var ”a deers list of things to-do” følgende:
1. Run out in front of a car.
2. Commit suicide.
3. Get killed.
Kort sagt: der var adskillige muligheder for at se road-kill på vej over bjergene. Vi ville egentlig have kørt et par timer, men vi havde ikke så meget benzin tilbage, og alle tankstationerne på ruten var lukkede, så vi lagde os til at sove på en parkeringsplads ved et udsigtspunkt på toppen af bjerget. Tirsdag morgen havde vi sat uret til kl. 6 og vågnede til regnvejr og temperaturer tæt på frysepunktet. Der lå sne på bjergtoppene i baggrunden. Turen henover Cascades Mountains var bestemt smuk, men regnen og tågen tog lige toppen af fornøjelsen. Vi passerede dog en meget smuk gletchersø, hvis vand var fuldstændig turkisblåt.

Diablo Lake. En meget, meget turkisblå sø. Desværre var vejret dårligt..

De sidste 150 km mod Vancouver foregik i et regnvejr jeg sjældent har set mage til (har dog hørt at Lyngbyvej nær var skyllet væk for et par uger siden). Vi fik 50 mm på 6 timer, så der var også knald på her. Ved middagstid passerede vi grænsen og var endnu engang tilbage i Canada, og en halv time senere rullede vi ind på University Endowment Lands, UBCs område, slut på ét kapitel, men klar til et andet..

Og det var så det..
I alt har vores roadtrip strukket sig over 3 uger og 6.250 km. Fra Vancouver i nord til Las Vegas i syd, fra Oregon i vest til Yellowstone i øst. Vi har i kronologisk rækkefølge besøgt følgende stater: British Columbia, Washington, Oregon, Californien, Nevada, Arizona, Utah, Idaho, Montana og Wyoming, nogle af dem endda over flere gange.

Vi har sunget med på dårlig country musik, snakket med så forskellige amerikanere som hippierne i Arcata, republikanske jægere i Sequoia National Forest, spillegale turister i Las Vegas, mormoner i Salk Lake City, farmere i Montana og en fuldstændig sindssyg, men dog vidende, Vietnamveteran og bjørnekender i West Yellowstone.

Vi har oplevet, på både godt og ondt, hvor stort, mangfoldigt og smukt, men også selvcentreret et land USA er. Patriotisme tages alvorligt, i hvert fald i den vestlige og nordlige del af landet, og oplevelserne her har været meget anderledes end de jeg havde da jeg rejste rundt i den nordøstlige del af landet for et års tid siden.

Et road trip er uden sammenligning en af de bedste, smukkeste og sjoveste måder, at opleve et land som USA. Man kommer i tæt kontakt med både naturen, dyrene og menneskene, ser afkroge af landet man aldrig ville få at se, hvis man bare fløj til en af storbyerne og snakker med folk man aldrig ville møde, hvis man bare bevægede sig ad alfarvej.

USA har sine problemer: fattigdom, ulighed, racisme, miljø etc., det skal der ikke herske tvivl om. Men til trods for de adskillige advarsler jeg modtog om ikke at sove i bilen, ikke at besøge visse område af visse byer osv., må jeg konstatere, at enten har jeg været ufattelig heldig eller også er snakken overdrevet. Vi er blevet mødt af gæstfrie og hjælpsomme mennesker og har ikke været ude for én eneste ubehagelig eller utryg situation. Det farligste på turen har faktisk været faren for trafikulykker og risikoen for at få besøg af en bjørn i løbet af natten. Og i de tilfælde er det sgu ligeså farligt at tage til Norge. Road trippet er slut – i hvert fald i denne omgang – og nu skal Jeppe og jeg så til noget helt andet, nemlig at starte en hverdag som universitetsstuderende på en af de smukkest beliggende campusser i verden, UBC. Men bare rolig – I skal nok få nys om hvordan det kommer til at gå.

Simon