onsdag den 25. august 2010

Midtvesten..

Las Vegas, Nevada – Virgin River Canyon, Arizona – Zion National Park, Utah – Salt Lake City, Utah - Idaho

Mandag d. 23.08 – Onsdag d. 25.08

3 stater på én time..
På grænsen til Arizona ligger byen Mesquite, hvor Keld (Steffens onkel) bor. Desværre havde jeg ikke kunnet få fat på ham, så det blev ikke til noget besøg denne gang. Godt det samme, for det var sidst på eftermiddagen mandag før vi var der, og efter planen skal vi rulle ind i Yellowstone National Park torsdag morgen. Fra Las Vegas til Yellowstone er det lidt over 750 miles, eller ca. 1250 km, så de næste par dage kommer til at involvere en del kørsel. Vi fik dog besøgt Wal-mart i Mesquite, hvor der blev tanket friske forsyninger, inden vi rullede ind over grænsen til Arizona og derefter videre af Interstate 15 til Utah. Et halvhundrede kilometer inde i Utah drejede vi fra mod Zion National Park, hvor vi ankom omkring kl. 10 om aftenen. Desværre er Utah på Mountain Time (GMT -7), så klokken var pludselig lidt mere end først antaget, og parken var selvfølgelig lukket for natten.


Uventet besøg..
Vi var ret udmattede, og efter uden held, at have ledt efter et sted at sove uden for parken, besluttede vi at sove på en parkeringsplads inde i parken. Kl. lidt i to vågnede jeg ved at der pludselig holdt en bil med lys på midt på parkeringspladsen. Jeg nåede lige at tænke: ”Fuck”, før det bankede på ruden og en stor Mag-Lite lygtede blændede mig. Udenfor stod en ranger, der var alt andet end tilfreds med vores foretagende. Jeg krøb i tøjet, fandt det overtalende smil frem, og satte mig pænt på bagsmækken, klar til et lille krydsforhør. Ved nærmere eftersyn viste det sig at der var to rangers – og to biler! – og den ene blev parkeret så forlygterne stod direkte i skærmen på Jeppe og jeg. Jeg ved ikke hvorfor alle amerikanere i uniform bare skal spille så seje. Jeg vedkendte mig ejerskabet af køretøjet, Jeppe fandt vores pas frem og vi bedyrede begge at vi ikke var klar over at vi foretog os noget ulovligt. Kort sagt: Vi trak turistkortet.
Jeg afleverede forsikringspapirer mv. til den ene ranger (gudskelov for at vi sørgede for at få helt styr på det før vi forlod Canada) og efter lidt snakken frem og tilbage, et par advarsler, en enkelt opsang eller to og en hel del smilen og nikken fra min og Jeppes side lod de os gå. Peeew..
Vi pakkede bagagen bagi igen, fik anvist et sted at sove uden for parken og rullede så ellers ned for at få de sidste par timers søvn uforstyrret. Eftersom de gennemgik både pas og papirer ved jeg ikke om de skrev vores navne ned, men det er nok usandsynligt at vi kan trække turistkortet en gang til. Men hva’ fanden, vi fik jo ikke en bøde…

As close to heaven as you get..
Tirsdag morgen (24.08) sov vi en time længere end planlagt eftersom vi havde fået vores skønhedssøvn afbrudt af de to herrer med pistoler og flotte hatte.
Zion National Park var egentlig kun tænkt som et hurtigt stop på vejen mod Bryce Canyon, men eftersom tidsplanen var skredet lidt og fordi Zion er et fantastisk flot sted besluttede vi at droppe Bryce Canyon og i stedet bruge hele dagen i Zion. Hovedattraktionen i nationalparken er en dyb canyon lidt i stil med dens storebror: Grand Canyon, men væsentlig mere frodig og langt mindre. Til de geografi- og geologiinteresserede kan jeg berette at canyon er dannet først ved aflejringer fra vind og vand (søer og floder) i små 200 mio. år. Bagefter har Virgin River så brugt 10-12 mio. år på at skære sig ned i gennem det aflejrede materiale, således at der dannes en lang slugt med op mod 1000 meter lodrette klippevææge, hvor floden løber i bunden af slugten, og også den dag i dag graver sig ned i sedimentet.
På grund af for voldsom trafik i parken er der indsat shuttlebusser på den mest populære rute ned gennem selve canyonen, så Jeppe og jeg tog bussen til endestationen og fortsatte så videre op langs floden. Dette foregik på en sti de første 2 kilometer, men derefter sluttede stien og ville man videre op ad floden måtte man ud og gå i floden. Jeppe vadede ud i støvler, mens jeg spændte mine løbesko på rygsækken og tog turen i bare tæer. Efter at have leget opdagelsesrejsende i en kilometers penge besluttede vi at vende om og gå tilbage til stien, for også at have tid til at nå dagens store udfordring: at hike til toppen af Angels Landing, en klippe hvor man de sidste 600 meter går langs kabler spændt ud på klippen. Fra toppen kan man se hele vejen gennem canyonen og fra top til bund: 800 meters lodret fald. Flere steder er den farbare vej ikke bredere end en lille meter, og nogle steder kan man se hele vejen til bunden en meter fra hvor man går. De advarer folk med højdeskræk at tage turen, så det skulle jeg selvfølgelig prøve, højdeskræk eller ej. Turen derop var fantastisk, men forholdsvis hård, da temperaturen i dalen havde sneget sig op på 37 grader. Udsigten var uden sammenligning noget af det flotteste jeg nogensinde har set. Det sidste stykke op var også uden sammenligning noget af det mest skræmmende jeg har prøvet. Det er ikke sjovt at se flere hundrede meter ned når man går på en halvmeter bred bjergkam og kun har et kabel at holde fast i skulle uheldet være ude.
Vi klarede det dog, fik nydt synet, taget et par smukke billeder og kom sikkert ned igen – med stop i en flod undervejs, så vi kunne blive afkølet. Vi spiste tidligt aftensmad og satte os i bilen for at køre så mange af de 500 km til Salt Lake City som muligt.

Bamsesikker opbevaring..
Da forstadsbebyggelsen i Salt Lake City nærmede sig, besluttede vi at dreje fra highwayen og op i bjergene for at finde et sted at sove. Vi fandt en campground, men den kostede 12$ og havde ingen bearboxes, så det gad vi ikke. Vi havde egentlig besluttet at køre ned mod byen for at finde et sted at sove, men på vejen kørte Jeppe forkert, og den indkørsel han ville bruge til at vende, viste sig at være en lille, gratis campsite. Held i uheld må man sige.
Der var dog ingen bearboxes, så for at undgå at få besøg af bamsefar mens vi sov i bilen, tog vi alt mad og alle toiletartikler, madgrej o.lign. og hejste op i et træ, mens vi selv kravlede til køjs i Exploreren.
Denne nat fik vi heldigvis ikke besøg, hverken af rangers eller bjørne, og maden havde det fint næste dag.

Den frelste by og missionærerne..

Om morgenen kørte vi ind til Salt Lake City, hjemsted for verdens mormoner, eller som de mere korrekt betegnes: Jesus Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Vores første stop var dog noget så ukristeligt som en Starbucks, hvor vi fik tilfredsstillet vores behov for koffein og internet-adgang.
Mens Jeppe blev oplært i den korrekte kristne tro af en tidligere mormon, koblede jeg mig på et site, der viste FCK – Rosenborg live. FCK i Champions League: Fedt! At jeg ikke kan se hjemmekampene i Parken: Skod!
Efter Starbucks kørte vi ind til centrum for at se mormonernes tempel. Ligeså snart vi trådte ind på området blev vi mødt at forskellige sisters, der meget gerne ville oplyse om deres tro. Vi smilede pænt, mens jeg indvendigt rystede på hovedet. Og så var deres tempel ikke engang særlig pænt.
På vej tilbage til bilen mødte vi to unge mormoner, der gerne ville overbevise os. Hende jeg snakkede mest med opgav dog ævred, da jeg berettede at jeg 1: ikke tror på gud. 2: Elsker at drikke alkohol. 3: Har gjort noget så ukristeligt som at have sex før ægteskabet. 4: ELSKER KAFFE (Koffein er forbudt i Utah) og 5: Rent faktisk mener, at kvinder bør have visse rettigheder og at polygami er noget freaky shit, der ikke burde være tilladt. Lad os bare sige, at vi ikke var helt enige. Jeppe endte dog med at give sin mail til den anden pige, der om muligt var en endnu større freak end hende jeg talte med. Jeg tror, at han vil takke gmail for at der findes en spam-mail knap, når han bliver kimet ned af hendes frelsende ord.
Vi forlod Salt Lake City sidst på eftermiddagen og drog videre nordpå af Interstate 15 mod Idaho. Ved midnatstid var vi så trætte at vi ikke orkede at køre mere, så vi stoppede på en lille campingplads i det sydøstlige Idaho og betalte de 12$ dollar før vi krøb til køjs. 25 miles til Yellowstone og den vilde natur!

Simon


1 kommentar:

  1. Der er ikke lige billeder med pt, for blogspots billede-upload fuckede lige lidt med mig.. de kommer senere..
    Ellers så se mit picasa album..

    SvarSlet