torsdag den 12. august 2010

"Champagne. Is that okay, Sir?"

Copenhagen - Vancouver

Mandag d. 9. august kl. 15.40 afgik SAS fly 943 med kurs mod Chicago med to forventningsfulde unge mænd ombord - den ene var mig og jeg går ud fra at Jeppe var den anden. Han virkede ihvertfald også spændt.
Familien (mor, far, Jonas, Daniel, farmor og Robert) var med i lufthavnen for at sige farvel og vinke, og da mor kneb en enkelt tåre gik det op for mig, at rejsen for alvor var ved at begynde - og at der er meget, meget lang tid til den slutter.
Check-in var kaos, og vi fik først tildelt pladser ved gaten, efter at jeg (selvfølgelig) var blevet stoppet i sikkerhedskontrollen for at få min bagage tjekket en ekstra gang.
Dagens første dårlige nyhed: Jeg har glemt min iPod derhjemme - SKOD!
Dagens første gode nyhed: Jeppe og jeg blir opgraderet til Economy Extra - SÅDAN!

Vel ombord i flyet kunne jeg konstatere at man får en del ekstra fordele på Economy Extra: Vi var adskilt fra de andre passagerer, sad kun 3 mand i midten istedet for 4 og havde virkelig god benplads.
Jeppe og jeg fik en G&T inden maden, rødvin til maden og juice og tog ellers for os at de gratis varer.
Efter at ha set en enkelt film og snakket lidt med vores medpassager, Micki fra Amager, der studerede i Santa Barbara, var det tid til turens næste servering. Hvor vores medpassagerer på Economy måtte nøjes med en sandwich var der smørrebrød til os. Da det ene stykke var med krebsesalat besluttede vi at spørge stewarden om vi kunne få lidt ”sparkling wine” hvortil han svarede: ”Champagne, Sir. Is that okay?”.
Det var helt okay, så vi delte en flaske champagne og nød den ekstra luksus en ekstra gang.Vi landede i Chicago helt friske og klar til turen mod vancouver knap godt 3 timer senere. Vi troede at vi kunne nå lidt afslapning og aftensmad inden afgang, men som sædvanlig var de amerikanske immigrationsmyndigheder ikke til at spøge med – næsten 2 timer stod vi i kø – bare for at hente vores kufferter og gå gennem security en gang mere – og så måtte vi ikke engang få vores forseglede flaske Dr. Nielsen med igen. Fucking latterlige Homeland Security-skrankepaver…
Vi sagde farvel til Micki og gik ombord Flight no. UA543 til Vancouver, fik opgraderet os selv til Economy Extra endnu engang og havde 3 sæder hver, så her var masser af plads til at sove. Dejligt.

I Vancouver lufthavn forsøgte vi at leje en bil, men måtte opgive, da de kun havde dyre luksusbiler tilbage, og tog i stedet toget til downtown, hvor vi kl. 2am lokal tid tjekkede ind på CNN Backpackers Hostel på et fint værelse med 2 store senge.

Godnat!

1 kommentar:

  1. ”Champagne, Sir. Is that okay?”. Man ser det for sig med jer to. Lyder som Frits og Poul på tur! Vi tager sgu en Moet søde Poul. Men dejligt for jer. Jeg synes ellers aldrig man bliver upgraded. I skulle have fortsat stilen med en luksusbil fra lufthavnen - men I kunne vel heller ikke køre bil på det tidspunkt. Trist med Nielsen. Du er ikke gode venner med de der toldmyndigheder! Glæder mig til at høre mere.
    Steffen

    SvarSlet