søndag den 15. august 2010

California here we come...

Portland, Oregon - Point Arena, California

Hippiebyen, der tog os med storm
Glæden ved et road trip er at have den frihed det er at kunne stoppe når man tilfældigvis falder over et i guidebøgerne ubeskrevet blad, der viser sig at være fyldt med fantastiske oplevelser. Det fandt vi ud af da vi stoppede i den lille by Arcata i Californien godt 100 miles syd for grænsen til Oregon. Vi var egentlig bare stoppet for at få fat i et kort i et visitor's center, men vi synes byen så hyggelig ud, så vi smed bilen ind til siden og besluttede at gå en tur.
Arcata viste sig at være et sandt hippieparadis; hjemsted for organic farmers, hashrygende venstreorienterede og surfer/skater dudes med jointen i mundvigen.
På et stort torv i bymidten var der opstillet boder med friske, økologiske grøntsager, brød, kaffe- og tevarianter og alskens andre håndlavede, hjemmestrikkede eller -dyrkede ting og sager.
Butikkerne i byen var små, hyggelige steder med sjove økologiske varer, og selv supermarkedet var lille (efter amerikansk standard) og førte produkter, der slet ikke ses i Wal-mart og deslige
Vi gik en tur på markedet for at indsuge en del af stemningen og besøgte forskellige sjove forretninger, før vi satte os på en café og spiste frokost (økologisk selvfølgelig).
Byen har endda et universitet, så måske man skulle overveje også at ta på udveksling på sin kandidat - det er ihvertfald helt klart en by, jeg godt kunne bruge mere tid i..

God is great, beer is good and people are crazy..
Inden den fantastiske lille by havde turen budt på flere fantastiske naturoplevelser i det sydlige Oregon og nordlige Californien.
Fredag (13.08) var målet at nå til Californien. Vi befandt os i det nordlige Oregon, og foran os havde vi alle Oregons naturoplevelser - og kun én dag til at nå det hele. Vi startede dagen med at tage til et sted kaldet Devil's Punchbowl - et kystområde, hvor tidevandet samles i et stort kraterlignede hul med klipper og sten. Vi så bl.a. død søløve, så helt ufarligt er stedet åbenbart ikke..
Turen gik videre sydover af Highway 101 og næste fantastisk stop var Oregon Sand Dunes - et kæmpe klitområde, der strækker sig over 75 km af kystlinien. Inde i de store sandbanker er der steder, hvor man ikke kan se andet end sand ligegyldigt hvad vej man kigger, og man får unægteligt følelsen af at være i en ørken.
Undervejs sydover har vi fået hørt en del radio, da vi ikke kan få iPod'en til at virke i den gamle bil. At høre de lokale radiostationer har været noget af en oplevelse. Vi er røget ind på flere religiøse kanaler, og jeg kan berette at en sang med teksten (og muligvis titlen) "God is great, beer is good, people are crazy" storhitter i de religiøse kredse vestpå i øjeblikket.
At man ikke kan høre sin egen musik kan til tider være irriterende, men giver til gengæld også mulighed for at få øjnene op for andre musikgenrer; således har vi hørt masser af country, gospel og andre sjove genrer, man ikke typisk finder i P3's æter.

California - need I say more?
Vi rullede over grænsen til Californien fredag aften og besluttede at finde et sted at sove så hurtigt som muligt. Det voldte os enkelte problemer, men vi endte da med at finde et sted inde i en Nationalpark.
Efter at have omdannet bilen til køjer fik vi byttet lidt løgn og drukket et par bajere. Jeg er sindsygt glad for vores bil, den er fantastisk at sove i - man kan faktisk ligge udstrækt - kører godt, er velholdt og eneste minus er sådan set at den kun kører 6-7 km/L, så man må pakke sin miljøbevidsthed væk for et par uger, og bare nyde at benzinen til gengæld kun koster 4,5 kr/L., så økonomisk er det ikke det store problem at eje en skøn benzinsluger..

Lørdag morgen sov vi længe for første gang, og kørte ellers videre sydpå gennem Redwood Nationalpark, hjem for verdens største træart, den canadiske Redwoodfyr, der kan blive op imod 370 feet høj (hvilket vel er omkring 120 meter). Vi fik et par gode billeder ved et par mega træer og nød ellers bare den smukke tur gennem de store skove.
Vi nåede Arcata, som beskrevet ovenfor, kørte videre af 101 South indtil vi drejede fra af den fantastisk flotte Avenue of the Giants; en landevej, der går gennem redwoodskove og store dale. Træerne er så store at vi et sted rent faktisk kunne køre bilen igennem et af træerne, der var flækket ved roden, men stadig sad sammen i toppen. Billeder følger.
Vel ude af skoven stoppede vi ved en flod, smed tøjet og hoppede i kun iført Adams uniform. Fantastisk at få en dukkert og første bad siden Vancouver.
Turen lørdag eftermiddag gik over en bjergkam og ud til kysten inden vi gjorde holdt i Point Arena, knap 200 km fra San Francisco.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar