torsdag den 19. august 2010

Bjergbestigning og besøg af en bjørn..

Groveland, California - Yosemite National Park, California

Tirsdag d. 17.08 – Onsdag d. 18.08

Da vi vågnede tirsdag morgen mærkede vi for første gang at vi var kommet sydpå; temperaturen i bilen nærmede sig de 30 og solen bagte fra en skyfri himmel.
Vi rullede ind i Yosemite National Park midt på dagen, og fortsatte gennem et fantastisk landskab med store bjerge, dybe dale og brede floder. Desværre var landskabet her og der skæmmet af de skovbrande, der hærgede Californien for et par år siden. Vi har endnu ikke set en regndråbe siden vi forlod Danmark, så risikoen for skovbrand er også meget høj pt. Vi havde forventet at begive os af sted på dagens (turens) første hike allerede ved 2-tiden, men grundet diverse problemer, bl.a. at finde et sted at slå lejr, blev klokken næsten halv 5 før vi kom i gang. Det resulterede i at vi først var hjemme fra det flotte hike til toppen af Yosemite Falls, da klokken var over 9 og solen for længst var gået ned. Vel nede fik vi forberedt en hurtigt aftensmåltid og hoppede ellers bare på hovedet i seng i vores interimistiske telt, der egentlig bare er en presenning. Men når bare man er træt nok.. Yosemite er bjørneland, så alle former for fødevarer skal opbevares i dertil indrette bear-vaults for at undgå at bjørnene bryder ind i telte, biler o.lign. Det gør det noget mere besværligt at opbevare maden, og især svært at holde mælken kold, men jeg ofrer gerne min mælk for at holde bamsefar ude af bilen. Bjørnene er også grunden til at vi har boet på rigtige campsites de sidste par dage, og ikke bare i bilen som vi gjorde i starten af turen. Onsdag morgen stod vi tidligt op, pakkede en rygsæk og begav os af sted på et dagshike til toppen af den imponerende Half-Dome, 1.444 m over bunden af Yosemite Valley. Turen er sat til at tage mellem 12-14 timer t/r, men allerede knap 4 timer efter vi har forladt dalen, når Jeppe og jeg til den sidste del af opstigningen. Den foregår på kabler, der er spændt ud fra toppen og ca. 150 højdemeter ned. Her er det så meningen at man holder fast i kablerne, mens man langsomt klatrer til tops. Der har været adskillige dødsfald på stedet i tidernes løb, men jeg sidder jo her og skriver, så det gik heldigvis for os.. Udsigten fra toppen er fantastisk, man kan se de andre bjerge i Sierra Nevada bjergkæden, eller nyde synet over Yosemite Valley. Hvis man tør kan man lægge sig fladt på maven, og kigge ca. 800 meter lodret ned – det var et vildt syn!!

Turen ned til dalen gik fint, og komplet udmattede gik vi tidligt i seng. På ca. 24 timer har vi hiket 45 km med en opstiging (og nedstigning) på ca. 2500 højdemeter. Jeg er rimelig overbevist om at det er hårdere end at løbe en maraton – sådan føles det i hvert fald..
Til sidst kan jeg lige nævne at campsitet havde besøg af et par bjørne sidst på aftenen. Men hvis bare man råber af dem, slår på grydelåg og kaster småsten efter dem, så går de hurtigt igen..

Her til sidst kan I lige nyde et par billeder af turen..

Simon


Frokost på toppen af Half-Dome..


Den meget hårde opstignig.. Man kan godt fornemme hvor stejlt det er..


Pause på kablerne..


Den lille knold, Half-Dome, vi lige skulle op på..


Jeg forsøger at overvinde min højdeskræk ved at kigge ned.. Ca. 800 meters frit udsyn, og 1440 helt ned til træerne i dalen..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar