lørdag den 28. august 2010

Vildmarken, der ikke var så vild..

Rexburg, Idaho – West Yellowstone, Montana – Yellowstone National Park, Wyoming – Vest for Great Falls, Montana

Torsdag d. 26. august – lørdag d. 28. august


Jeg vågnede ved at jeg pissefrøs. Temperaturen i bilen har ikke været meget over frysepunktet, og det stod ligeså galt til udenfor. Vi fik varmet kaffe på trangiaen og spist lidt morgenmad, og lidt efter lidt fik vi varmen igen. Dagens første stop var den lille by West Yellostone, der (meget passende) ligger ved den vestlige indgang til Yellowstone National Park. Vi besluttede at købe de sidste forsyninger inden vi skulle ud i vildmarken. Både Jeppe og jeg købte et indlæg til soveposen, så vi ikke skulle vågne med frosne tæer igen, og jeg købte også et par lange underbukser med agernprint – bare for at komme lidt i stemning.

Skulle bassemand komme forbi..
I den butik, hvor jeg købte soveposeindlæg talte vi med en rigtig vildmarkskriger, der hjertens gerne ville give et par grønskollinger som os et par gode råd om hvordan man overlever i vildmarken. Han anbefalede os at købe bjørnespray: en slags peberspray, der bliver skudt 25 meter frem og køber dig ca. 40 sekunder til at komme væk fra bjørnen. Betryggende.. eller.. Han forklarede også lidt om hvordan man kan kende forskel på sorte bjørne og grizzlybjørne – og på han og hun. Når en grizzlyhun angriber dig kommer hun løbende på alle fire med åben mund, klar til at bide. Grizzlyhannen derimod er straks værre. Han kommer løbende på alle fire, men de sidste par meter rejser han sig op på 2 ben i sine fulde 2-2,5 meter for at kunne bruge sine store poter som slagvåben. I øvrigt har han op imod 500-600 kg at stå imod med – og klør på 5-10 cm. Stor dreng… Hvis du ikke har mere bjørnespray og ikke kan nå at tage flugten havde han kun ét råd til os: You grab your big knife, and just dive-in and cut off his nutsack..

Grizzlys – og et par ulve..
Vi fulgte hans eneste brugbare råd og indløste billetter til bear and wolves education center, hvor man kan se rigtige grizzlys og ulve i fangenskab, lære at kende forskel på sorte bjørne og grizzlys, lære lidt om at færdes i vildmarken og læse om menneskernes forsøg på at lave i samhørighed med de imponerende dyr. Vi tussede lidt rundt, læste lidt, så et par udstoppede dyr, tog et par quizzer, hvor man skulle kende forskel på sorte bjørne og grizzlys. Jeg var moderat ringe til at se forskel, mens Jeppe var decideret elendig. Efter kort tid trak det dog mest at komme ud og se de rigtige dyr. Og HOLD DA KÆFT hvor er de store – altså grizzlyhannerne. Da vi havde tisset lidt i bukserne og tabt kæben på asfalten fortalte den kære ranger os, at godt nok var ham den store derinde pænt stor (han vejede vel godt 300 kg), men han var intet imod deres store bamse, der vejede ca. 1300 pund – eller ca. 600 kg. Av.. Ulvene var også imponerede, men egentlig ikke så store som jeg havde troet, ikke meget større end en schæfer, men de er efter sigende også ret farlige..
Efter at have brugt en times tid i centeret følte vi os egentlig ikke mere klar til at ta ud i vildmarken – kun mere skræmte end før, men det er måske også godt med lidt respekt for dyrene..

En grizzly - en af de "små" vel at mærke..


Vi rullede ind i Yellowstone og havde ikke kørt mere end 4-5 km før vi så en stor flok elks stå på en eng ved siden af vejen og græsse. Det tog dog lidt af charmen, at der holdt mindst 10 biler parkeret også. Vi var kommet ind af vestindgangen og besluttede at tage vejen rundt i parken mod uret, dvs. mod sydøst i første omgang. Det sydvestlige hjørne er det sted med størst geyseraktivitet, så hele den første eftermiddag så vi på geysere, hot springs, varme kilder og kogende mudder og fik indåndet en hel del svovlforbindelser. Geyserne var imponerende, de farverige bassiner ligeså, det eneste minus var sådan set antallet af mennesker. Der er langt mere turistet i Yellowstone end vi havde troet. Øv..

Geyseren "Old Faithful"


Vi tog (efter vores standard) ganske tidligt hen på en lejrplads for at overnatte, fik et fredeligt hjørne og lavede bål og drak whisky, mens vi byttede lidt løgn. Tidligt i seng – og uden at fryse. De nye investeringer var bestemt pengene værd. Bisoner, et par vandfald og en tur på møntvaskeri.. Fredag morgen sov vi længe. Dvs. Jeppe sov længe, og når Jeppe for en gangs skyld sover længe udnytter jeg chancen til rent faktisk at sove til efter 8. For første gang på turen havde det regnet i løbet af natten. Faktisk var lyden af regn så uvant for os begge at vi vågnede, da de første dråber begyndte at tromme på taget. Morgenen var lidt kold og overskyet, men det klarede op i løbet af dagen og vi havde smukt vejr hele eftermiddagen. Vi kørte nordpå i parken, gennem et område der hedder Hayden Valley, kendt som Nordamerikas svar på Serengeti. Vi skulle da heller ikke vente mange minutter før den første bison kom traskende sløvt ned langs vejen og et par andre lå og slappede af i skyggen.

En bison går en tur langs vejen..


Vi gik en tur ned til Yellowstone Falls, men efter at ha set dem fandt vi ud af, at vi begge er ved at være lidt trætte af at se på landskab – vi har efterhånden set så mange flotte ting, at man ikke rigtig kan fordøje mere. Vi bookede en plads på en campsite tæt ved Hayden Valley for i stedet at bruge de næste par dage på at se på wildlife.

Lower Yellowstone Falls med regnbue..


Vi spiste lidt frokost og kørte så ellers på en slags Safari rundt i parken. Vi sad i bilen med kikkert og kamera og så på de dyr vi passerede. I flæng kan nævnes: Elk, Mule Deer, Pronghorn, Bison, Canadiske gæs, trumpeter svaner og en masse forskellige fugle og ænder. Men endnu ingen af de virkeligt seje dyr: Bjørne, ulve og mountain lions.
Senere tog vi på møntvaskeri (ja, der findes et sådant inde i parken) for efterhånden har vi begge vendt vores underbukser mere end én gang. Efter vaskeseancen tog Jeppe på aftensafari. Jeppe, der er gammel fisker og jæger, er helt vild efter at komme ud og se dyrene, mens de er mest aktive: ved solopgang og solnedgang. Imens lavede jeg mad, læste lidt avis og tændte bål. Jeppe vendte tilbage efter solnedgang, men havde ikke haft så meget held: kun et par bisoner, en bæver og lidt kronvildt. Vi gik tidligt i seng, så vi kunne komme op og se på dyr næste morgen. Så kom han.. Vi stod tidligt op og kørte ud for at se på dyr. Efter at have taget et par flotte billeder og set lidt bisoner (det sprøjter nærmest rundt med dem i Yellowstone) vendte vi vognen og kørte lidt skuffede tilbage mod campen. Vi stoppede ved en eng og kiggede lidt, og pludselig kunne vi se ham – Grizzlyfar. Til vores store held vælger han at gå i vores retning for at krydse vejen – små 100 fra vores bil. Sådan, endelig fik vi set en grizzly i naturen. Tilbage i campen pakker vi sammen og kører mod den nordvestlige del af parken. Det begynder pludselig at regne, voldsomt, så fornøjelsen er ikke helt så stor. I den nordvestlige del af parken er der en masse flotte stenterrasser i forskellige farver, der ligner noget fra en eventyrfilm. Efter en hurtig frokost kørte vi ud af parken i styrtende regn med retning mod Glacier National Park i det nordlige Montana.

Jeppe og Simon foran Mammoth Hot Springs


Føj, for satan..
I Helena, Montana byttede vi vores køleskab, der var brændt sammen dagen før, til en ny og større model. Vi stoppede ved en Mexicansk Fast-Food restaurant for at få lidt aftensmad. Og for satan hvor var det et dårligt måltid mad – direkte ind på top 3 over de dårligste måltider jeg nogensinde har fået. ØV.. Vi kørte et par timer mere og gjorde holdt for natten på en rasteplads godt 100 km fra Glacier.. Vi skrives ved..

Simon

onsdag den 25. august 2010

Midtvesten..

Las Vegas, Nevada – Virgin River Canyon, Arizona – Zion National Park, Utah – Salt Lake City, Utah - Idaho

Mandag d. 23.08 – Onsdag d. 25.08

3 stater på én time..
På grænsen til Arizona ligger byen Mesquite, hvor Keld (Steffens onkel) bor. Desværre havde jeg ikke kunnet få fat på ham, så det blev ikke til noget besøg denne gang. Godt det samme, for det var sidst på eftermiddagen mandag før vi var der, og efter planen skal vi rulle ind i Yellowstone National Park torsdag morgen. Fra Las Vegas til Yellowstone er det lidt over 750 miles, eller ca. 1250 km, så de næste par dage kommer til at involvere en del kørsel. Vi fik dog besøgt Wal-mart i Mesquite, hvor der blev tanket friske forsyninger, inden vi rullede ind over grænsen til Arizona og derefter videre af Interstate 15 til Utah. Et halvhundrede kilometer inde i Utah drejede vi fra mod Zion National Park, hvor vi ankom omkring kl. 10 om aftenen. Desværre er Utah på Mountain Time (GMT -7), så klokken var pludselig lidt mere end først antaget, og parken var selvfølgelig lukket for natten.


Uventet besøg..
Vi var ret udmattede, og efter uden held, at have ledt efter et sted at sove uden for parken, besluttede vi at sove på en parkeringsplads inde i parken. Kl. lidt i to vågnede jeg ved at der pludselig holdt en bil med lys på midt på parkeringspladsen. Jeg nåede lige at tænke: ”Fuck”, før det bankede på ruden og en stor Mag-Lite lygtede blændede mig. Udenfor stod en ranger, der var alt andet end tilfreds med vores foretagende. Jeg krøb i tøjet, fandt det overtalende smil frem, og satte mig pænt på bagsmækken, klar til et lille krydsforhør. Ved nærmere eftersyn viste det sig at der var to rangers – og to biler! – og den ene blev parkeret så forlygterne stod direkte i skærmen på Jeppe og jeg. Jeg ved ikke hvorfor alle amerikanere i uniform bare skal spille så seje. Jeg vedkendte mig ejerskabet af køretøjet, Jeppe fandt vores pas frem og vi bedyrede begge at vi ikke var klar over at vi foretog os noget ulovligt. Kort sagt: Vi trak turistkortet.
Jeg afleverede forsikringspapirer mv. til den ene ranger (gudskelov for at vi sørgede for at få helt styr på det før vi forlod Canada) og efter lidt snakken frem og tilbage, et par advarsler, en enkelt opsang eller to og en hel del smilen og nikken fra min og Jeppes side lod de os gå. Peeew..
Vi pakkede bagagen bagi igen, fik anvist et sted at sove uden for parken og rullede så ellers ned for at få de sidste par timers søvn uforstyrret. Eftersom de gennemgik både pas og papirer ved jeg ikke om de skrev vores navne ned, men det er nok usandsynligt at vi kan trække turistkortet en gang til. Men hva’ fanden, vi fik jo ikke en bøde…

As close to heaven as you get..
Tirsdag morgen (24.08) sov vi en time længere end planlagt eftersom vi havde fået vores skønhedssøvn afbrudt af de to herrer med pistoler og flotte hatte.
Zion National Park var egentlig kun tænkt som et hurtigt stop på vejen mod Bryce Canyon, men eftersom tidsplanen var skredet lidt og fordi Zion er et fantastisk flot sted besluttede vi at droppe Bryce Canyon og i stedet bruge hele dagen i Zion. Hovedattraktionen i nationalparken er en dyb canyon lidt i stil med dens storebror: Grand Canyon, men væsentlig mere frodig og langt mindre. Til de geografi- og geologiinteresserede kan jeg berette at canyon er dannet først ved aflejringer fra vind og vand (søer og floder) i små 200 mio. år. Bagefter har Virgin River så brugt 10-12 mio. år på at skære sig ned i gennem det aflejrede materiale, således at der dannes en lang slugt med op mod 1000 meter lodrette klippevææge, hvor floden løber i bunden af slugten, og også den dag i dag graver sig ned i sedimentet.
På grund af for voldsom trafik i parken er der indsat shuttlebusser på den mest populære rute ned gennem selve canyonen, så Jeppe og jeg tog bussen til endestationen og fortsatte så videre op langs floden. Dette foregik på en sti de første 2 kilometer, men derefter sluttede stien og ville man videre op ad floden måtte man ud og gå i floden. Jeppe vadede ud i støvler, mens jeg spændte mine løbesko på rygsækken og tog turen i bare tæer. Efter at have leget opdagelsesrejsende i en kilometers penge besluttede vi at vende om og gå tilbage til stien, for også at have tid til at nå dagens store udfordring: at hike til toppen af Angels Landing, en klippe hvor man de sidste 600 meter går langs kabler spændt ud på klippen. Fra toppen kan man se hele vejen gennem canyonen og fra top til bund: 800 meters lodret fald. Flere steder er den farbare vej ikke bredere end en lille meter, og nogle steder kan man se hele vejen til bunden en meter fra hvor man går. De advarer folk med højdeskræk at tage turen, så det skulle jeg selvfølgelig prøve, højdeskræk eller ej. Turen derop var fantastisk, men forholdsvis hård, da temperaturen i dalen havde sneget sig op på 37 grader. Udsigten var uden sammenligning noget af det flotteste jeg nogensinde har set. Det sidste stykke op var også uden sammenligning noget af det mest skræmmende jeg har prøvet. Det er ikke sjovt at se flere hundrede meter ned når man går på en halvmeter bred bjergkam og kun har et kabel at holde fast i skulle uheldet være ude.
Vi klarede det dog, fik nydt synet, taget et par smukke billeder og kom sikkert ned igen – med stop i en flod undervejs, så vi kunne blive afkølet. Vi spiste tidligt aftensmad og satte os i bilen for at køre så mange af de 500 km til Salt Lake City som muligt.

Bamsesikker opbevaring..
Da forstadsbebyggelsen i Salt Lake City nærmede sig, besluttede vi at dreje fra highwayen og op i bjergene for at finde et sted at sove. Vi fandt en campground, men den kostede 12$ og havde ingen bearboxes, så det gad vi ikke. Vi havde egentlig besluttet at køre ned mod byen for at finde et sted at sove, men på vejen kørte Jeppe forkert, og den indkørsel han ville bruge til at vende, viste sig at være en lille, gratis campsite. Held i uheld må man sige.
Der var dog ingen bearboxes, så for at undgå at få besøg af bamsefar mens vi sov i bilen, tog vi alt mad og alle toiletartikler, madgrej o.lign. og hejste op i et træ, mens vi selv kravlede til køjs i Exploreren.
Denne nat fik vi heldigvis ikke besøg, hverken af rangers eller bjørne, og maden havde det fint næste dag.

Den frelste by og missionærerne..

Om morgenen kørte vi ind til Salt Lake City, hjemsted for verdens mormoner, eller som de mere korrekt betegnes: Jesus Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Vores første stop var dog noget så ukristeligt som en Starbucks, hvor vi fik tilfredsstillet vores behov for koffein og internet-adgang.
Mens Jeppe blev oplært i den korrekte kristne tro af en tidligere mormon, koblede jeg mig på et site, der viste FCK – Rosenborg live. FCK i Champions League: Fedt! At jeg ikke kan se hjemmekampene i Parken: Skod!
Efter Starbucks kørte vi ind til centrum for at se mormonernes tempel. Ligeså snart vi trådte ind på området blev vi mødt at forskellige sisters, der meget gerne ville oplyse om deres tro. Vi smilede pænt, mens jeg indvendigt rystede på hovedet. Og så var deres tempel ikke engang særlig pænt.
På vej tilbage til bilen mødte vi to unge mormoner, der gerne ville overbevise os. Hende jeg snakkede mest med opgav dog ævred, da jeg berettede at jeg 1: ikke tror på gud. 2: Elsker at drikke alkohol. 3: Har gjort noget så ukristeligt som at have sex før ægteskabet. 4: ELSKER KAFFE (Koffein er forbudt i Utah) og 5: Rent faktisk mener, at kvinder bør have visse rettigheder og at polygami er noget freaky shit, der ikke burde være tilladt. Lad os bare sige, at vi ikke var helt enige. Jeppe endte dog med at give sin mail til den anden pige, der om muligt var en endnu større freak end hende jeg talte med. Jeg tror, at han vil takke gmail for at der findes en spam-mail knap, når han bliver kimet ned af hendes frelsende ord.
Vi forlod Salt Lake City sidst på eftermiddagen og drog videre nordpå af Interstate 15 mod Idaho. Ved midnatstid var vi så trætte at vi ikke orkede at køre mere, så vi stoppede på en lille campingplads i det sydøstlige Idaho og betalte de 12$ dollar før vi krøb til køjs. 25 miles til Yellowstone og den vilde natur!

Simon


mandag den 23. august 2010

Byen, der lever af drømmere, spekulanter og kynikere..

Las Vegas, Nevada

Lørdag d. 21.08 – Mandag d. 23.08


Det første der slog mig, da vi rullede ind i Sin City var, at her burde der ikke være en by. Temperaturen sidst på eftermiddagen var godt over 30, og ørken og bjerge var hvad man havde mødt de sidste mange kilometer.
Vi kørte ind af The Strip, den berømte hovedgade i Las Vegas, sydfra og passerede de fra film så kendte casinoer, Bellagio, MGM Grand og Ceasars Palace. Da disse steder rent prismæssigt er lidt uden for min økonomiske formåen (ikke min stilmæssige, forstås) havde vi bestilt et værelse i den øvre del af byen, hvor de ældste casinoer huserer. Hotellet hed 4Queens og lå i det område, der hedder Fremont St. Downtown, hvor man ikke behøver helt så mange penge og ingen stil overhovedet, for at få lov at udleve drømmen om Las Vegas. Vi fik et værelse på 18. etage, desværre ikke med udsigt over The Strip, men derimod den nordlige del af byen, der bestemt ikke er noget at skrive hjem om. Til gengæld ku vi se Fremont St. nedenfor, der i nattetimerne bestemt gør deres for at holde amerikanernes elforbrug højt. Efter et bad og en times tids afslapning (vi havde jo været oppe kl. 04.00) var vi klar til at byde Vegas velkommen. Skjorten blev strøget og slipset bundet (”Suit up!”, som Jonas ville sige) og de pæne sko fundet frem. Da vi kom ned på Fremont St. opdagede vi, at vi var by-far de bedst klædte! – i den del af byen i hvert fald. Tal om at over-dresse.

Den bedst klædte fyr i Downtown Las Vegas

Vi gik rundt og så på de forskellige casinoer, drak et par billige øl og skiftedes til at forarges over hvor vulgært og for-meget det hele er i Vegas. Vi fandt en restaurant, der serverede hummer og steak, (hvilket åbenbart er populært i USA) og håbede på at få et godt måltid mad efter at have levet af dåsemad i lidt for mange dage. Desværre var maden, lidt ligesom store dele af Vegas, all looks – no brains.
Omkring midnat måtte vi overgive os til trætheden efter at have drukket et par bajere eller 5 og spillet de første par dollar væk. Efter alt for mange dage på luftmadras var det skønt med en rigtig seng!

Søndag sov vi længe, skrev lidt på bloggen, tjekkede mails og facebook og slappede generelt bare af, så den var godt over middag før vi gik ud i byen – godt det samme, for Vegas vågner alligevel først ved aftentid. Vi gik sydpå af The Strip og besøgte de forskellige casinoer på vejen uden anden plan end at se og opleve så meget som muligt. På Sahara Casino spillede jeg for første gang nogensinde ved et rigtig bord med dealer og det hele. Indsatsen i blackjack spillet var 1$ pr. hånd, så jeg vekslede 10$ til chips med forestillingen om at gå derfra et kvarter senere blanket fuldstændig af. Da jeg gik derfra en halv time senere havde jeg stadig 8$ og havde bestemt ikke klaret det ringe. Ikke dårligt for en nybegynder. Vi kørte i rutsjebane, prøvede en elendig Nascar-simulator og drak et par øl til 1$, før vi bevægede sydpå til de rigtig store casinoer.
Det er svært at forklare præcis hvad det er, der adskiller de dyre casinoer fra alt andet jeg nogensinde har set, men overfloden af luksus kunne være en del af forklaringen. På Bellagio har de bare dét mere stil end på vores hotel, hvilket da også kunne ses af klientellet. Der var en natklub, der afholdt de en eller anden form for fundraising eller releashe-party, og havde inviteret de smukke og de kendte. Jeg fik taget et billede sammen med Miss Teen California 2009, der ganske vidst var pæn, men som ikke ville have skilt sig væsentligt ud på en natklub i Indre KBH – pigerne i DK er bare lidt smukkere end alle andre steder. Til gengæld har kvinderne i Vegas bare lidt større bryster.


Mr. Denmark 2010 & Miss Teen California 2009

Foran Bellagio var der pludselig en der prikkede mig på skulderen og sagde ”GUUUD, hej”. Det var Maria fra geo, der tilfældigvis også var i Vegas med sin veninde Selena og dennes kæreste, Travis, der i øvrigt begge var fra Vancouver.

Travis, Selena, Maria, Jeppe & Simon

Vi spiste aftensmad sammen med Maria, Selena og Travis på en dårlig mexicansk restaurant i Hotel New York New York, der blandt andet har en miniudgave af Frihedsgudinden og Brooklyn Bridge placeret foran hotellet. I øvrigt findes der også en miniudgave af Venedig og Paris, mens Ceasars Palace måske er det sted i USA, hvor der er flest romerske statuer.

Hotel New York New York

Vi sluttede aftenen af med at gå på Sahara Casino igen, der er det eneste sted i byen, hvor man kan spille 1$-blackjack. Så længde du spiller er det gratis at drikke, så det skulle jeg selvfølgelig benytte mig af. Jeg satsede endnu engang 10$, og da jeg gik derfra 2-3 timer senere havde jeg 7$, havde drukket 4 drinks og smidt 5$ i tips, så faktisk havde jeg et overskud på 2$ og havde drukket gratis.. Sådan! For at fejre det smed jeg det hele på rød og tabte selvfølgelig. You win some, you loose some..

Gamblerkongen viser lige hvordan man spiller det der Blackjack..

Mandag morgen sov vi igen længe, tjekkede ud af hotellet ved middagstid og tog på shopping i et kæmpe outletcenter syd for byen. Vi forlod Vegas sidst på eftermiddagen – med lidt færre penge på lommen, men en masse oplevelser rigere. Vegas skal bare opleves, det kan ikke rigtig beskrives hvor totalt anderledes og nærmest vulgært et sted det er.
Kursen er sat mod nordøst. Next stop: Zion National Park, Utah.

Stay tuned!

lørdag den 21. august 2010

Kontrasternes døgn..

Yosemite National Park, California – Sequoia & Kings Canyon National Parks – Lake Isabella, California – Death Valley National Park, California – Las Vegas, Nevada

Torsdag d. 19.08 – lørdag d. 21.08


Torsdag morgen vågnede jeg med ondt i stængerne. De 45 km’s hike havde sat deres spor. Bilen blev pakket og vendt sydover. På vej ud af Yosemite NP fik Jeppe sit store ønske opfyldt: Vi fik set en bjørn!

Bamsefar kom lige forbi..

Første stop efter Yosemite var var Sequoia National Forest, hjemsted for verdens største træsort, Sequoia fyrretræet, der bliver op imod 100 meter højt og har en diameter på op til 12 meter. Vi gik en tur og fik taget et par billeder i den store skov. Næste stop var Kings Canyon National Park, en smuk dal eller slugt, hvor vi fik set vandfald og nydt udsigten. Sidst på eftermiddagen badede vi i en lille flod, hvor væltede træer gjorde det ud for vipper; vi nød den flotte udsigt og blev kølet af – temperaturen i dalen var godt over 30 grader.

2 flotte fyre bliver afkølet..


45 grader på 24 timer..
Vi kørte ud af Canyonen og ind i Sequoia National Park, hvor vi fandt en perfekt lille lejrplads i knap 2000 meters højde. Vi lavede bål, forkælede os selv med lidt mere dåsemad, te og whiskey, og kravlede til køjs i det lille telt (billeder følger).
Om morgenen stod jeg op da præriehundene (Coyotes) hylede. Det var ikke meget søvn vi havde fået – temperaturen henover natten havde været ca. 35 grader, Fahrenheit vel at mærke, eller ca. 2 grader Celcius. Vi havde frosset som bare fanden i det lille telt. Det eneste der var at gøre var at stå op, tænde trangiaen og lave en varm kop te, og ellers gå lidt rundt for at få varmen.

Vores lille telt på plads i 2000 meters højde.

Dagen bød på flere store træer, faktisk fik vi set verdens største træ, opgjort efter samlet rumfang. En basse på ca. 1450 m3 med 12-1300 år på bagen.
Vi besteg endnu en lille knold, nød udsigten over de to nationalparker, Sequoia og Kings Canyon, og spiste frokost inden vi rullede ud af parkerne. Da Sequoia ligger relativt højt (mellem 1000 og 3500 m.) er klimaet forholdsvist mildt, så da vi rullede ned mod dalen og sydover, steg temperaturen voldsomt. Turen til Lake Isabella, hvor vi skulle overnatte, gik gennem appelsinplantager og små, grimme byer i ulidelig hede (40 grader celcius). For at komme til Death Valley er det nødvendigt at køre langt sydpå og derefter nordpå, da man ikke kan krydse nationalparkerne (dvs. Sierra Nevada bjergkæden) nord for Lake Isabella. Vi havde håbet at Lake Isabelle ville være et frodigt område, da der jo var en sø, men det viste sig at være et goldt og forblæst område, der kun tiltrak folk med hang til speedbåde, vandscootere og deslige. Da temperaturen i Death Valley nemt sniger sig op på 50 grader Celcius besluttede vi at krydse det meste af ørkenen i de tidlige morgentimer. Vækkeuret blev sat til kl. 04.00, og meget søvnige rullede vi ind i Death Valley til synet af solopgangen over bjergene. Fantastisk smukt! Kl. 8.30 stoppede vi ved en lille ranger station midt i dalen og allerede her var temperaturen oppe på 43 grader!

Bilen er parkeret midt i Death Valley og heden er ulidelig..

Da vi nåede bunden af dalen var temperaturen omkring 50 grader i skyggen, og det var umuligt at opholde sig i solen i mere end et par minutter af gangen. Det går pludselig op for en hvorfor de kalder det for Death Valley – intet kan vokse i den varme og tørke.

Jeppe fik tilfredsstillet sin indre geolog, vi fik skudt et par fantastisk flotte billeder og ellers bare nydt synet af det fantastiske område. Vi gik et par korte ture og drak en helvedes masse vand. Selvom man svedte var man helt tør, for sveden fordampede simpelthen fra din krop med det samme fordi luften var så tør. Det føles virkelig mærkeligt. Midt på dagen rullede vi ud af Death Valley og ind i Nevada. Kompasnålen blev vendt i retning mod Sin City og sidst på eftermiddagen dukkede en by op, midt i den golde ørken. De kalder stedet for Las Vegas, og der er det planen at de næste to dage skal spilles op.

Stay in touch!


Simon

torsdag den 19. august 2010

Bjergbestigning og besøg af en bjørn..

Groveland, California - Yosemite National Park, California

Tirsdag d. 17.08 – Onsdag d. 18.08

Da vi vågnede tirsdag morgen mærkede vi for første gang at vi var kommet sydpå; temperaturen i bilen nærmede sig de 30 og solen bagte fra en skyfri himmel.
Vi rullede ind i Yosemite National Park midt på dagen, og fortsatte gennem et fantastisk landskab med store bjerge, dybe dale og brede floder. Desværre var landskabet her og der skæmmet af de skovbrande, der hærgede Californien for et par år siden. Vi har endnu ikke set en regndråbe siden vi forlod Danmark, så risikoen for skovbrand er også meget høj pt. Vi havde forventet at begive os af sted på dagens (turens) første hike allerede ved 2-tiden, men grundet diverse problemer, bl.a. at finde et sted at slå lejr, blev klokken næsten halv 5 før vi kom i gang. Det resulterede i at vi først var hjemme fra det flotte hike til toppen af Yosemite Falls, da klokken var over 9 og solen for længst var gået ned. Vel nede fik vi forberedt en hurtigt aftensmåltid og hoppede ellers bare på hovedet i seng i vores interimistiske telt, der egentlig bare er en presenning. Men når bare man er træt nok.. Yosemite er bjørneland, så alle former for fødevarer skal opbevares i dertil indrette bear-vaults for at undgå at bjørnene bryder ind i telte, biler o.lign. Det gør det noget mere besværligt at opbevare maden, og især svært at holde mælken kold, men jeg ofrer gerne min mælk for at holde bamsefar ude af bilen. Bjørnene er også grunden til at vi har boet på rigtige campsites de sidste par dage, og ikke bare i bilen som vi gjorde i starten af turen. Onsdag morgen stod vi tidligt op, pakkede en rygsæk og begav os af sted på et dagshike til toppen af den imponerende Half-Dome, 1.444 m over bunden af Yosemite Valley. Turen er sat til at tage mellem 12-14 timer t/r, men allerede knap 4 timer efter vi har forladt dalen, når Jeppe og jeg til den sidste del af opstigningen. Den foregår på kabler, der er spændt ud fra toppen og ca. 150 højdemeter ned. Her er det så meningen at man holder fast i kablerne, mens man langsomt klatrer til tops. Der har været adskillige dødsfald på stedet i tidernes løb, men jeg sidder jo her og skriver, så det gik heldigvis for os.. Udsigten fra toppen er fantastisk, man kan se de andre bjerge i Sierra Nevada bjergkæden, eller nyde synet over Yosemite Valley. Hvis man tør kan man lægge sig fladt på maven, og kigge ca. 800 meter lodret ned – det var et vildt syn!!

Turen ned til dalen gik fint, og komplet udmattede gik vi tidligt i seng. På ca. 24 timer har vi hiket 45 km med en opstiging (og nedstigning) på ca. 2500 højdemeter. Jeg er rimelig overbevist om at det er hårdere end at løbe en maraton – sådan føles det i hvert fald..
Til sidst kan jeg lige nævne at campsitet havde besøg af et par bjørne sidst på aftenen. Men hvis bare man råber af dem, slår på grydelåg og kaster småsten efter dem, så går de hurtigt igen..

Her til sidst kan I lige nyde et par billeder af turen..

Simon


Frokost på toppen af Half-Dome..


Den meget hårde opstignig.. Man kan godt fornemme hvor stejlt det er..


Pause på kablerne..


Den lille knold, Half-Dome, vi lige skulle op på..


Jeg forsøger at overvinde min højdeskræk ved at kigge ned.. Ca. 800 meters frit udsyn, og 1440 helt ned til træerne i dalen..

mandag den 16. august 2010

"What are you guys looking for..?"

Point Arena, California - San Francisco, California - Groveland, California

Søndag d. 15.08 - mandag d. 16.08

Det er utroligt hvad man kan nå på 2 dage; 600 km kørsel, 5 sporet motorvej, 4 mand i byen, 3 broer krydset, 2 på tandemcykel og 1 parkeringsbøde. San Francisco, den bakkede og bøssevenlige by med det berømte Fort Alcatraz, bød på lidt af hvert.

Efter planen skulle vi krydse Golden Gate Bridge og forlade Highway 1 omkring klokken elleve, og klokken præcis 1100 rullede en gammel blå Ford Explorer over broen, klar til at indtage byen. Timing, people!
Vi parkerede i Japan Town, tog på café, shoppede lidt og beundrede ellers bare de chikke personer i byen. Efter at ha tjekket ind på vores ok hostel i den mindre pæne del af byen drog vi til fods ud for at se hvad byen ved bugten havde at byde på. Efter en tur rundt i downtown og CBD (Central Business District) tog vi en af de berømte kabelbaner til den cirka ligeså berømte bydel Castro; hjemsted for byens bøsser.
To (nydeligt klædte) drenge (altså Jeppe og jeg) tiltrækker adskillige blikke, og da vi spurgte et ældre bøssepar om vej rundt i kvarteret fik vi følgende svar serveret med et lidt skælmsk smil: ”What is it exactly that you guys are looking for?” – tjah, i hvert fald ikke det som du har i tankerne, makker.. Ellers bød bydelen mest på tøjbutikker, frisører, caféer og en ganske stor overvægt af frisører, pedicure-saloner og deslige.
Ved et cafébord i bydelen mødte vi en dansk pige og to amerikanske studerende, der inviterede os på en øl om aftenen – det var ganske hyggeligt, men i betragtning af hvor berømt visse dele af SF er for sit natteliv skuffede det lidt. Måske skyldtes det at det var søndag. Næste dag vågnede vi op til tømmermænd og en parkeringsbøde – ikke just den bedste måde at starte dagen! Ovenpå en subway-sandwich, en espresso og en lille gåtur var vi dog klar til endnu en dag i SF.
Vi forsøgte forgæves at få billetter til Alcatraz, men man skulle ha bestilt billetter flere år i forvejen (næsten). For 2 gutter der ikke altid ved hvor de skal sove om aftenen er det fuldstændig uoverskueligt at bestille billetter til seværdigheder i forvejen, så derfor er vi gået glip af et par ting, men det er jo også charmen ved at rejse som vi gør.
I stedet lejede vi en tandemcykel og tog turen over Golden Gate Bridge, en fantastisk tur, hvor man virkelig får tid til at nyde udsigten. Turen tilbage til byen foregik med færge, hvor vi samtidig fik chancen til at se Alcatraz lidt tættere på.
Vi sluttede besøget i SF af med en tur i en fin park og en virkelig lækker sandwich fra hvad der øjensynligt er kåret til SFs bedste sandwichbar.
Turen ud af byen foregik af en 5-sporet motorvej, der i 2 etager leder trafikken østpå ud af SF og mod Oakland og de adskillige forstæder, der strækker sig over 100 km øst- og sydover.
Her fik vi for første gang set de virkelig store, brede motorvejssystemer, som USA er så kendt for – bl.a. foregik en lille del af turen mod Oakland af en 7-sporet motorvej, hvor sporene i parentes bemærket var ganske fyldte selvom vi kørte der ved 8-tiden en mandag aften. Vanvittigt..
Vi gjorde holdt for natten i den lille by Groveland, godt 250 km fra SF.

Efter San Francisco er det slut med at køre sydover. Kursen er sat ind i landet med stop i nationalparkerne Yosemite, Sequoia, Kings Canyon og Death Valley inden vi planlægger at ramme Las Vegas næste lørdag.
Stay tuned..


Udsigten fra en af de adskillige bakketoppe i SF..


Jeppe plejer tømmermændene på en café..


Med kabelbanen..


En af San Franciscos berømte kabelbaner..


To flotte fyre på en flot bro; Jeppe og jeg på Golden Gate Bridge..

søndag den 15. august 2010

California here we come...

Portland, Oregon - Point Arena, California

Hippiebyen, der tog os med storm
Glæden ved et road trip er at have den frihed det er at kunne stoppe når man tilfældigvis falder over et i guidebøgerne ubeskrevet blad, der viser sig at være fyldt med fantastiske oplevelser. Det fandt vi ud af da vi stoppede i den lille by Arcata i Californien godt 100 miles syd for grænsen til Oregon. Vi var egentlig bare stoppet for at få fat i et kort i et visitor's center, men vi synes byen så hyggelig ud, så vi smed bilen ind til siden og besluttede at gå en tur.
Arcata viste sig at være et sandt hippieparadis; hjemsted for organic farmers, hashrygende venstreorienterede og surfer/skater dudes med jointen i mundvigen.
På et stort torv i bymidten var der opstillet boder med friske, økologiske grøntsager, brød, kaffe- og tevarianter og alskens andre håndlavede, hjemmestrikkede eller -dyrkede ting og sager.
Butikkerne i byen var små, hyggelige steder med sjove økologiske varer, og selv supermarkedet var lille (efter amerikansk standard) og førte produkter, der slet ikke ses i Wal-mart og deslige
Vi gik en tur på markedet for at indsuge en del af stemningen og besøgte forskellige sjove forretninger, før vi satte os på en café og spiste frokost (økologisk selvfølgelig).
Byen har endda et universitet, så måske man skulle overveje også at ta på udveksling på sin kandidat - det er ihvertfald helt klart en by, jeg godt kunne bruge mere tid i..

God is great, beer is good and people are crazy..
Inden den fantastiske lille by havde turen budt på flere fantastiske naturoplevelser i det sydlige Oregon og nordlige Californien.
Fredag (13.08) var målet at nå til Californien. Vi befandt os i det nordlige Oregon, og foran os havde vi alle Oregons naturoplevelser - og kun én dag til at nå det hele. Vi startede dagen med at tage til et sted kaldet Devil's Punchbowl - et kystområde, hvor tidevandet samles i et stort kraterlignede hul med klipper og sten. Vi så bl.a. død søløve, så helt ufarligt er stedet åbenbart ikke..
Turen gik videre sydover af Highway 101 og næste fantastisk stop var Oregon Sand Dunes - et kæmpe klitområde, der strækker sig over 75 km af kystlinien. Inde i de store sandbanker er der steder, hvor man ikke kan se andet end sand ligegyldigt hvad vej man kigger, og man får unægteligt følelsen af at være i en ørken.
Undervejs sydover har vi fået hørt en del radio, da vi ikke kan få iPod'en til at virke i den gamle bil. At høre de lokale radiostationer har været noget af en oplevelse. Vi er røget ind på flere religiøse kanaler, og jeg kan berette at en sang med teksten (og muligvis titlen) "God is great, beer is good, people are crazy" storhitter i de religiøse kredse vestpå i øjeblikket.
At man ikke kan høre sin egen musik kan til tider være irriterende, men giver til gengæld også mulighed for at få øjnene op for andre musikgenrer; således har vi hørt masser af country, gospel og andre sjove genrer, man ikke typisk finder i P3's æter.

California - need I say more?
Vi rullede over grænsen til Californien fredag aften og besluttede at finde et sted at sove så hurtigt som muligt. Det voldte os enkelte problemer, men vi endte da med at finde et sted inde i en Nationalpark.
Efter at have omdannet bilen til køjer fik vi byttet lidt løgn og drukket et par bajere. Jeg er sindsygt glad for vores bil, den er fantastisk at sove i - man kan faktisk ligge udstrækt - kører godt, er velholdt og eneste minus er sådan set at den kun kører 6-7 km/L, så man må pakke sin miljøbevidsthed væk for et par uger, og bare nyde at benzinen til gengæld kun koster 4,5 kr/L., så økonomisk er det ikke det store problem at eje en skøn benzinsluger..

Lørdag morgen sov vi længe for første gang, og kørte ellers videre sydpå gennem Redwood Nationalpark, hjem for verdens største træart, den canadiske Redwoodfyr, der kan blive op imod 370 feet høj (hvilket vel er omkring 120 meter). Vi fik et par gode billeder ved et par mega træer og nød ellers bare den smukke tur gennem de store skove.
Vi nåede Arcata, som beskrevet ovenfor, kørte videre af 101 South indtil vi drejede fra af den fantastisk flotte Avenue of the Giants; en landevej, der går gennem redwoodskove og store dale. Træerne er så store at vi et sted rent faktisk kunne køre bilen igennem et af træerne, der var flækket ved roden, men stadig sad sammen i toppen. Billeder følger.
Vel ude af skoven stoppede vi ved en flod, smed tøjet og hoppede i kun iført Adams uniform. Fantastisk at få en dukkert og første bad siden Vancouver.
Turen lørdag eftermiddag gik over en bjergkam og ud til kysten inden vi gjorde holdt i Point Arena, knap 200 km fra San Francisco.

fredag den 13. august 2010

US 101 - Pacific Coast Highway

Vancouver, B.C. - Portland, Oregon

Tirsdag morgen (11.08) stod vi tidligt op (jetlag’et) og gik på jagt efter en bil. Vi tjekkede den lokale udgave af den blå avis og besluttede at ofre 100 dollars på at leje en bil, da alle bilforhandlerne lå ude i forstæderne. Efter at have set på udvalget hos et par forskellige forhandlere kørte vi til Burnaby for at mødes med Lori og Daniel, der havde en Ford Explorer fra 1993 med en 4.0 liters V6-motor til salg for 2000 CAD. Vi tog tilbage til downtown og på sushi-restaurant for at fejre at vi var bilejere soon-to-be.

Efter en god middag gik vi ned for at hæve pengene, hvilket skulle vise sig at blive lidt af en hovedpine, da man kun kan hæve 2000 DKK pr. dag. Næste morgen lykkedes det dog, da vi begge to heldigvis havde MasterCard, hvor man også kan hæve 5000 DKK pr. dag. Onsdag morgen tjekkede vi ud fra vores hostel og begav os med tog mod forstæderne med alt vores habengut. Vi fandt Lori & Daniel og kørte ned for at ordne papirerne.
For at spare gebyrer opgav vi at bilen var en gave, og at jeg var Daniels fætter, ikke helt fint i kanten, men hvad gør man ikke for at spare et par hundrede dollar?
Bilen blev indregistreret i mit navn med nummerpladen 639 MHD, fremover "My Hot Date" og efter betalingen slog Daniel og jeg hånd og jeg var officielt bilejer.


On the road - mod guds eget land USA
Jeppe og jeg pakkede bilen og besluttede at komme af sted sydpå med det samme. Vi nåede grænsen ved 1-tiden og efter den sædvanlige lange kø, lidt toldfri shopping og et pitstop til frokost nåede vi Seattle omkring kl. 18 onsdag aften.
Vi købte lidt udstyr i en friluftsforretning og fik lidt gode råd om overlevelse i vildmarken, før vi forlod Seattles kaos af motorvejssammenfletninger for at finde lidt mad og et køleskab til bilen i en Walmart.
Vi overnattede i en naturpark knap 100 km syd for Seattle og bilen var fantastisk at sove i – bagagen stod på forsæderne og man kunne ligge udstrakt omme bagi – FAN-FUCKING-TASTISK!
Torsdag morgen vågnede vi igen tidligt og begav os af sted med det samme, da vi ikke var helt sikre på at vi rent faktisk måtte sove der hvor vi gjorde – vi havde ikke betalt for det, og det fremgik flere steder at det kostede 21 dollar at overnatte - selvom det var midt i en skov! Siden har vi fundet ud af, at det koster 15-20 dollar på langt de fleste campsites, men at der er steder hvor man kan overnatte gratis.
Torsdag bød også på et stop i Portland, den største by, men ikke hovedstaden, i staten Oregon. Byen er kendt for at være god for fodgængere og for de adskillige mikrobryggerier, hvorfor vi selvfølgelig parkerede bilen og gik ud for at finde et sted at få god, lokal øl.
Vi fandt en fin bar, hvor vi fik gode øl og lige kom på nettet en gang for at sende en hilsen hjem til folk – og fik begge skrevet lidt på vores respektive blogs.
Desværre havde vi ikke så meget tid i byen, men det er helt sikkert ikke sidste gang jeg sætter mine ben der..
Efter Portland kørte vi vestpå, mod kysten og den pittoreske rute 101, der går hele vejen langs den amerikanske vestkyst fra San Francisco til Seattle.
Eftermiddagens strækning bød på fyrtårn, lidt forkælelser for den indre ornitolog, som Jeppe har gemt i sig, masser af bøgeskov og et besynderligt fænomen kaldet sand lake, hvor der adskillige kilometer fra kysten findes et stort 10 km2 stort område fuldstændig dækket af sand. Det ligner en ørken, midt i et ellers grønt og frodigt landskab. For de interesserede kan jeg berette at der er tale om æolisk sandtransport, hvor vinden blæser sandet fra klitterne ved kysten ind i landet. Den gennemsnitlige vindstyrke betyder så, at der ved en given afstand vil blive deponeret store mængder sand – over tid har dette skabt denne sandørken.
Aftensmaden var spaghetti med kødboller fra dåse på vores Trangia – ikke det mest fantastiske måltid at debutere på, men dog ok. Overnatning var på en gratis campsite oppe i bjergene ved en lille flod, hvor vi sad på bagsmækken af bilen og nød en kold øl inden vi gik til køjs.
Road Trip er livet...

More to come..

torsdag den 12. august 2010

"Champagne. Is that okay, Sir?"

Copenhagen - Vancouver

Mandag d. 9. august kl. 15.40 afgik SAS fly 943 med kurs mod Chicago med to forventningsfulde unge mænd ombord - den ene var mig og jeg går ud fra at Jeppe var den anden. Han virkede ihvertfald også spændt.
Familien (mor, far, Jonas, Daniel, farmor og Robert) var med i lufthavnen for at sige farvel og vinke, og da mor kneb en enkelt tåre gik det op for mig, at rejsen for alvor var ved at begynde - og at der er meget, meget lang tid til den slutter.
Check-in var kaos, og vi fik først tildelt pladser ved gaten, efter at jeg (selvfølgelig) var blevet stoppet i sikkerhedskontrollen for at få min bagage tjekket en ekstra gang.
Dagens første dårlige nyhed: Jeg har glemt min iPod derhjemme - SKOD!
Dagens første gode nyhed: Jeppe og jeg blir opgraderet til Economy Extra - SÅDAN!

Vel ombord i flyet kunne jeg konstatere at man får en del ekstra fordele på Economy Extra: Vi var adskilt fra de andre passagerer, sad kun 3 mand i midten istedet for 4 og havde virkelig god benplads.
Jeppe og jeg fik en G&T inden maden, rødvin til maden og juice og tog ellers for os at de gratis varer.
Efter at ha set en enkelt film og snakket lidt med vores medpassager, Micki fra Amager, der studerede i Santa Barbara, var det tid til turens næste servering. Hvor vores medpassagerer på Economy måtte nøjes med en sandwich var der smørrebrød til os. Da det ene stykke var med krebsesalat besluttede vi at spørge stewarden om vi kunne få lidt ”sparkling wine” hvortil han svarede: ”Champagne, Sir. Is that okay?”.
Det var helt okay, så vi delte en flaske champagne og nød den ekstra luksus en ekstra gang.Vi landede i Chicago helt friske og klar til turen mod vancouver knap godt 3 timer senere. Vi troede at vi kunne nå lidt afslapning og aftensmad inden afgang, men som sædvanlig var de amerikanske immigrationsmyndigheder ikke til at spøge med – næsten 2 timer stod vi i kø – bare for at hente vores kufferter og gå gennem security en gang mere – og så måtte vi ikke engang få vores forseglede flaske Dr. Nielsen med igen. Fucking latterlige Homeland Security-skrankepaver…
Vi sagde farvel til Micki og gik ombord Flight no. UA543 til Vancouver, fik opgraderet os selv til Economy Extra endnu engang og havde 3 sæder hver, så her var masser af plads til at sove. Dejligt.

I Vancouver lufthavn forsøgte vi at leje en bil, men måtte opgive, da de kun havde dyre luksusbiler tilbage, og tog i stedet toget til downtown, hvor vi kl. 2am lokal tid tjekkede ind på CNN Backpackers Hostel på et fint værelse med 2 store senge.

Godnat!